Om orm - Grindsted Dyreklinik

Gå til indhold

Hoved menu:

Gode råd

Den mest almindelige parasit


Selvom orm er den mest almindelige parasit hos dyrene, giver det sjældent grund til sygdom, og der må i dag kun behandles mod orm efter forudgående kontakt til dyrlægen.

Der er mange slags orm, og det er en af de mest almindelige parasitter i verden, også hos mennesket. Især i eksotiske lande er de en meget stor plage og årsag til mange alvorlige sygdomme. I Danmark er vi mennesker af mange forskellige årsager ikke så udsat for smitte med orm. Men vores familiedyr har orm. De typer af orm, som er mest almindelige, er spolorm og bændelorm. Vi ser også piskeorm, hageorm og hjerteorm, men disse typer er mere sjældne. De mest almindelige ormemidler mod spolorm virker også mod disse typer.

Forebyggelse
Ved at sørge for en ordentlig hygiejne kan alle være med til at gøre problemet mindre. Kattekassen skal rengøres dagligt, og afføring skal fjernes fra omgivelserne (husk plastikposen, når der bliver luftet hund). Sandkasser skal overdækkes. En hollandsk undersøgelse viste, at mere end 50% af alle sandkasser var inficeret med ormeæg. Der kan ske smitte til mennesker, men kun i sjældne tilfælde medfører det sygdom.

Spolorm
Der er mange gode midler mod spolorm, og alle midlerne virker mod de orm, som der er i tarmen på dyret. Et enkelt præparat virker også mod de "vandrende" typer, mens der ikke er nogen præparater, som virker på de "hvilende" typer. Behandlingen er meget afhængig af omgang med andre dyr, alder, drægtighed, o.s.v. Dyrlægen vil vurdere hvert enkelt tilfælde, og vil basere sin behandling på dyrets levevis og alder samt eventuelt afføringsprøver.

Bændelorm
Her er ikke det store udvalg af ormemidler. Til gengæld er de meget effektive, da ormen jo ikke vandrer i kroppen ligesom spolormen, og derfor er nem at bekæmpe i tarmen. Hvis man tager på ferie sydpå med sit familiedyr, bør man efter aftale med sin dyrlæge give det en bændelormekur. I vores sydlige ferielande har man nemlig nogle meget ubehagelige bændelormearter, som kan give livstruende infektioner ved smitte til mennesker.

Generelt for alle midlerne er, at de er ugiftige og kun i sjældne tilfælde medfører lidt diarre og opkastninger. For at undgå dette bør man give ormemidler sammen med et måltid. Dette øger også virkningen. Desuden er alle midlerne enten uden smag eller med en for dyrene behagelig smag og konsistens, således at de nemt tager det til sig. Da en del af midlerne kun virker i tarmen af dyret, betyder det, at det kan være nødvendigt at behandle 2 eller flere gange med 14 dages mellemrum, hvis dyret hoster. Dette kan nemlig være et tegn på vandrende larver, som jo vandrer til lungevævet og hostes op.

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu