Skovflåter - Grindsted Dyreklinik

Gå til indhold

Hoved menu:

Gode råd

En lille, irriterende blodsuger!


Naturen har gennem alle tider budt på både skønhed og farer for dyr og mennesker. Selv i vores lille, opdyrkede land kan man i områder med lav, tæt bevoksning, på enge eller i skoven støde på en lille parasit, som både dyr og mennesker har god grund til at frygte. Parasitten er en blodmide, en såkaldt skovflåt, eller som nogle kalder den, en tæge.

Skovflåten er i familie med edderkoppen, men i modsætning til denne, søger skovflåten frivilligt kontakt med mennesker og dyr.

For at kunne formere sig, skal skovflåten nemlig suge blod fra en varmblodet vært. Skovflåten et aktiv i en stor periode af året, dog især om foråret og efteråret.

Borreliose - en farlig sygdom
Ca. hver tredie skovflåt i Danmark huser den farlige bakterie Borrelia, som kan overføres, når den suger blod fra et menneske eller dyr. Hos hunde ses især ledbetændelser og influenzalignende symptomer. Sygdommen kan have meget alvorlige følger hos mennesker, såsom lammelser, meningitis og hjerteproblemer. Det skønnes, at flere tusinde mennesker hvert år smittes, og en undersøgelse foretaget for nogle år siden har påvist, at ca. 16% af de undersøgte hunde havde været smittet med borrelia.

Opdages smitten i tide, kan man behandle med antibiotika med god effekt. Men da skovflåtens spyt virker bedøvende, opdager man ofte slet ikke, at man selv, eller dyret, er blevet bidt. De unge stadier af skovflåter er meget små, og derfor svære at få øje på. Det sker derfor tit, at sygdommen får lov til at udvikle sig i det skjulte.

Behandling
Hvis man opdager skovflåter på sig selv, eller på ens husdyr, som regel på de tyndhudede steder, bør de straks fjernes. Det kan gøres ved hjælp af en pincet, eller man kan forsøge at "nulre" den af med en finger. Skovflåten bider sig nemlig fast, og dette er en aktiv proces, som kræver et konstant muskelarbejde af dens kæber. Ved at nulre med en finger, gør man simpelthen skovflåten "træt" i kæberne, og den slipper sit faste tag i huden. Dette er også årsagen til, at det hjælper at smøre skovflåten ind i olie- eller fedtbaserede midler. Denne behandling kvæler skovflåten, og den slipper så sit tag i huden. Man kan også behandle med et medikament, som ligeledes virker på lopper. Man drypper præparatet i nakken på hunden, hvorefter både skovflåterne og lopperne dør. Virkningstiden er ca. 1 måned.

Tilbage til indhold | Retur til hoved menu