Hugormebid - Grindsted Dyreklinik

Go to content

Main menu:

Gode råd

Hvis hugormen har bidt

Det er heldigvis sjældent vi i klinikken møder hunde eller katte, som er bidt af hugorme, men af og til dukker de op. Hugorme bliver op til 110 cm. og kendes på det karakteristiske zig-zag mønster ned ad ryggen. Farven varierer fra mørk rødlig til næsten helt sort.

Bid fra hugormen, hvad enten der er tale om mennesker eller dyr, er en ganske alvorlig sag.

Hugormen har to gifttænder, som når den hugger med åbent gab bliver rettet fremad og trænger dybt ind i vævet hos den, som bliver bidt. Giften er en nervegift, som lammer og derved dræber byttet. Hvor farligt et hugormebid er, afhænger dels af den indsprøjtede giftmængde og dels af offerets størrelse samt hvor på offeret biddet findes.

Hvis et menneske eller et dyr bides af en hugorm, er det vigtigt, at man hurtigt kommer til læge/dyrlæge, og lad os nu holde os til dyrene. Patienten skal holdes absolut i ro, især skal den angrebne legemsdel holdes i ro. Biddene vil hyppigst findes i ansigt eller på forbenene. Der findes ikke serum til anvendelse hos hund og kat. Der gives antibiotika for at undgå infektion i biddet (slangebid er altid inficerede, og bakterierne er meget genstridige at behandle), vanddrivende medicin for at mindske hævelsen, og binyrebarkhormon for at mindske betændelsesreaktionen i forbindelse med biddet. Det vil være yderst sjældent at opleve, at hunde eller katte dør efter hugormebid, men det kan ske, så man skal altid være forsigtig, og søge dyrlæge omgående.

I modsætning til hugormen er snogen ganske ufarlig, og så er den let at kende på den sorte krop og to hvide til gule pletter på nakken. Snogen er en lang, slank slange, som typisk er sort eller mørkegrå. På hver side af nakken har den en gul eller hvid, halvmåneformet plet.

Back to content | Back to main menu